Hunde der søger nyt hjem

Her på siden, kan du se alle de internat hunde der søger nyt hjem.


Det koster kr. 3500,- at adoptere en internat hund hos os. Hunden er vaccineret mod hundesyge, parvovirus, leverbetændelse, fået en næsevaccine mod kennelhoste, samt vaccine mod leptospirose. Der medfølger også en 12 kg pose foder med fra Hills til den første tid.

 

Dog koster en hund der er nykastreret, eller har fået lavet større tandbehandlinger kr. 4500,-. Hvis dette er tilfældet vil det fremgå af hundens beskrivelse.

 

Vi sørger for at hunden er chipmærket og registreret hos Dansk Hunderegister. Omregistreringen af hunden sørger vi for, så det eneste du skal gøre selv er at købe den lovpligtige ansvarsforsikring.

For at købe en af vores hunde, skal man underskrive en kontrakt med os, og denne kontrakt kan læses her


Har én af vores dejlige internat hunde, fanget din interesse, ring da endelig til os på 98341233 og aftal en tid, hvor du kan komme og hilse på den.


Hvis du vil støtte hundene og vores arbejde, kan du overføre et beløb til mobile pay - 39652 - mærk hundene. - Alle beløb tæller.


Telefonen er åben i hverdage mellem 8-10 samt 15-17. Weekender fra 9-10 samt 15-17


 

Vær opmærksom på at vi altid vælger hvem der få lov at adoptere hunden af os. Det betyder at det er IKKE først til mølle princippet, men derimod dem vi vurderer, der passer bedst sammen med hunden, der får lov til at adoptere.

Når man kommer og besøger en af vores hunde, får man aldrig hunden med samme dag, heller ikke selvom vi er enige om at hunden passer godt til jer. Man skal hjem, mindst 1 døgn, og tænke det ordentligt igennem, inden en afhentedato kan aftales.


PABLO

Alaskan malamute/bokser blanding

2 år og 5 måneder

30 kilo


Pablo er en skøn unghund med alt hvad det indebærer.

Vi ved desværre ikke meget om Pablos historik fra tidligere hjem, men det er tydeligt at han ikke er socialiseret eller miljøtrænet.Pablo kan blive en smule usikker og gø i mødet med fremmede mennesker.

Han tøer dog ligeså stille op og er glad for godbidder. Når først du har vundet hans tillid er han den sødeste og gladeste unghund med masser af krudt i.Pablo kan de basale kommandoer, men der skal lægges meget tid i fortsat træning. Han kan blive en fantastisk træningsmakker og er motiveret og modtagelig for al træning.


Pablo er stadig ung og meget uerfaren og han skal stimuleres både fysisk og mentalt, men samtidig skal der også trænes ro, så han ikke unødigt stresser i nye situationer.

Derfor er det vigtigt at en ny familie formår at præsentere Pablo for nye miljøer og udfordringer i et meget roligt tempo.


Hos dyrlægen stresser han op og er svær at få kontakt til. Pablo er brølstærk og trækker meget i snoren, dette skal trænes og ny ejer skal have en god fysik.Vi ved ikke om Pablo kan være alene hjemme, men hos os er han god til at finde ro og hyler eller gøer ikke når han lades alene.Pablo hyler og stresser op når han kører med i bilen, hvilket også skal trænes.Pablo reagerer kraftigt på nogle hunde hos os, især hanhunde. Han har i få tilfælde leget med hunde med et solidt hundesprog.


Vi søger et hjem med erfaring med aktive og unge hunde. Ny familie må ikke have andre dyr eller børn i hjemmet, da Pablo fortjener og har brug for fuld fokus til at finde ro og stabilitet.


Pablo Koster 3500 kr. 

CLEO

Sankt Bernhard/Schæfer blandingHun

5 år (6 år til december)

40 kilo


Cleo er en glad og kærlig dame, som søger en familie der kan fylde hende med kærlighed og opmærksomhed.


Cleo skal lige se folk an, og når dette er opnået er hun den mest kærlige hund! Hun elsker at blive nusset og være “sofahund”, som til tider glemmer hendes størrelse.Hun kan de basale kommandoer, men vil gerne lære mere da hun er en nysgerrig og klog hund. Hun er lærenem og vil gerne ud og gå ture, hvor hun kan få brugt hendes energi. Hun trækker en smule på gåtur, men dette mest når får færten af andre dyr.Cleo har udfordringer med andre dyr, da hendes jagt instinkt sætter ind, hvilket var derfor tidligere ejer skulle af med hende. Vi oplever at Cleo kan med nogle andre hunde, helst i forholdvis samme størrelse.


Tidligere ejer fortæller at Cleo kan være alene hjemme, men at hun er vant til at være i et begrænset område.

Vi oplever hos os at Cleo blot ligger sig til at putte, når vi går.


Vi søger et hjem til Cleo med tid, samt en rolig og erfaren familie, hvor der kan være fuld fokus på hende. Cleo har fået tandrens og røntgen af hofte før hun rejser, hvorfor hun koster 4500 kr.