Dansk Dyreværn Aalborg

Alle hunde på denne side har fået nyt hjem.



Tryk her for at se hunde der søger nyt hjem

Hazchico

Alder: 1 år

Tæve

Lille blanding

 

 

Hazchico er den sjoveste og sødeste lille hund. Hun er fuld af energi og en rigtig hoppebold. Hazchico er uopdragen og trænger til lidt faste rammer. Hun er så kærlig, men en lille bandit. Vi har en fornemmelse af at der kan være terrier i hende. Så man skal ikke forvente en stille og blød hund. Hazchicos pels er strid og kræver pleje ofte. Hazchico er utrolig legesyg og kan med alle andre hunde – store som små. Hazcicho er renlig og kan være alene hjemme. Hun er vant til at ligge i møblerne. Vi ser meget gerne at hun kommer i hus med have, da hun elsker at være udendørs. Hazchico hinker på sit venstre bagben. Denne ”lidelse” er typisk for terriere, især jack russel terriere. Det har ingen betydning og kræver ikke behandling (ifølge specialist i ortopædkirurgi, som har undersøgt Hazchico). Man kan evt. give kosttilskud i form af glucosamin, hvis man vil passe lidt ekstra godt på hendes led.


Loui

Alder: 3,5 år

Han - kastreret

Gravhund blanding


Loui er den sødeste og sjoveste lille fyr med masser af personlighed.

Loui kan med andre små hunde, men kan være dominerende.

Han er renlig, kan være alene hjemme og er vant til at køre med i bil.

Loui er en puttetrold og er vant til at være i møblerne.

Det er vigtigt at ny ejer har forsvarligt indhegnet have og aldrig lader Loui gå løs, da han stikker af, så snart han ser sit snit til det.

Viggo

Alder:  4 måneder

Han

Vægt: 4 kg.

Race: Puddel blanding

 

Viggo er en herlig lillefyr. Han er som hvalpe er flest - glad, fjollet, legesyg og nysgerrig. Han er super lærenem og vi ser gerne, at ny ejer vil gå til træning med ham, han vil f.eks. være den perfekte agility-hund. Viggo er snaksagelig, og fortæller gerne med grynt, hvor det er dejligt at blive nusset. Han er allerede nu en lille bestemt herre, som har selvtillid, og gerne fortæller, hvis der er noget han er utilfreds med. Da Viggo endnu ikke er så gammel, skal man sætte tid af til at lære ham at være alene hjemme samt træne renlighed. Tidligere ejer fortæller, at han kan være alene i 3 timer, men det har vi ikke erfaring med, da han pt. er i pleje.

Viggo er utroligt social og kan lide alle mennesker samt rolige hunde.

 

Vi ønsker en familie til Viggo, som har tid til at tage ham til træning, da puddler ofte har meget energi og er utroligt lærenemme. Ny ejer skal være indstillet på, at det er en hvalp man får, som skal lære hele verden at kende. Derudover skal man være indstillet på pelspleje.


Diesel

Alder: 9 mdr.

Han

Vægt: 26 kg.

Golden Retriever

 

Diesel er en fantastisk unghund. Han er sød og deler lystigt ud af kærlighed og kys. Dog skal han lige se nye mennesker an, men der går ikke længe før han bliver tryg. Da Diesel stadig er unghund skal man være klar på at der er masser energi. Han kan være voldsom og især over for børn. Vi ønsker at Diesel kommer i et hjem uden børn. Diesel har gået til lydighedstræning og det vil vi fortsat anbefale. Han er renlig, går pænt i snor og kører fint med i bilen. Diesel er også vant til at være alene hjemme i hvad der svarer til en almindelig arbejdsdag. Det er helt sikkert at man får en skøn hund i Diesel hvis blot man forstår hans bløde sind og får ham opdraget med kærlighed og faste trygge rammer.




Zuma

Alder: 3 år

Han – kastreret

Vægt: 25 kg.

Labradoddle

 

Zuma er en skøn og glad hund. Han er rolig indenfor, men vil rigtig gerne lege og lave aktiviteter udenfor. Han ønsker sig derfor en familie, der kunne tænke sig at gå til træning med ham, da han bare synes det er det fedeste. Han går rigtig pænt i snor og elsker at gå tur. Han er ret lydig og vant til at være alene hjemme en normal arbejdsdag. Som hvalp er Zuma opereret for en lille ledmus samt et lille brud på det ene bagben. Han har ingen mén af det og fungerer helt normalt. Dog forventer vi at kommende ejer vil hjælpe ham, ved at holde ham slang og eks. supplere med glucosamin og fiskeolie, for at give leddene de bedste betingelser.

Da Zuma er halvt puddel oplever vi ikke at han fælder, men grundet hans krøller, skal man være obs. på ørepleje, da han skal have ”plukket” og evt. renset ører efter behov.

Nikki

Alder: 2 år

Han – kastreret

Vægt: 8 kg.

Chihuahua/papillon

 

Nikki er en speciel hund på både godt og ondt. Han er en frisk og sød lille fyr, når man har vundet hans hjerte. Han er meget utryg ved fremmede mennesker og skal se dem an og lære dem lidt at kende, før han bliver tryg. Hvis han bliver presset, bliver han tydeligvis utroligt bange og vil snappe i forsvar. Igen skal det siges at Nikki er den gladeste og sødeste hund, når man først lærer ham at kende stille og roligt. Det skal foregå i Nikkis tempo for ikke at stresse og presse ham. Nikki kan være alene en almindelig arbejdsdag. Han er renlig og vant til at ligge i sin kurv, men også i møblerne. Nikki er vant til at køre med i bil og går pænt i snor. Han er okay med andre små og rolige hunde. Nikki skal ikke ud i hjem med børn, han skal have sig et roligt hjem, hvor der ikke kommer og går mennesker hele tiden. Dette er for at tilgodese Nikkis behov. Vi ser meget gerne, at Nikki kommer i hus med have, da det er det, han er vant til. Nikki er overvægtig og vi anbefaler at han fodres med tørkost specielt udviklet til hunde med overvægt indtil, han er normalvægtig igen.

Dalton

Alder: 2 år

Han – kastreret

Race: Jack Russel Terrier

 

Dalton er en meget glad og livlig lille hund. Han er fuld af selvtillid og meget aktiv og derfor ønsker han sig et hjem med en aktiv familie, der evt. vil gå til træning med ham. Han er meget lærnem.

Dalton kommer fra en familie med børn. Han er vant til andre hunde. Katte er ikke umiddelbart et hit hos Dalton. Han er vant til at køre bil, men kan godt blive lidt køresyg.

Dalton er renlig og kan være alene hjemme. Han skal ikke bo i lejlighed

Gerda

Alder: 1 år

Boxer

Tæve

 

Gerda er en glad boxer, med hvad det indebærer i forhold til racen. Hun er rigtig god til andre hunde, men pga. af hendes høje stressniveau ser vi helst, at hun ikke bor med andre hunde. Hun er super kærlig, men er ikke klar over hendes egen størrelse. Gerda har været ude i et nyt hjem, men kom tilbage, da ny ejer og Gerda havde misforstået hinanden. Da var hun meget stresset og overstimuleret og bliver nemt hidsig og det viser sig ved hun hopper op af én og bider efter armene og hun bider hårdt, hvis man ikke får hende dæmpet inden hun bliver hidsig.

Heldigvis er Gerda meget madfikseret, så hun er nem at kontrollere med godbidder. Vi har arbejdet meget med hende og der er sket store forandringer - dog er der et stykke vej endnu.

Hun er det mest kærlige og sjove væsen, hun skal bare have lært at styre sit temperament i samarbejde med en erfaren hundefører, som har masser af tid og lyst til at træne med hende.

Du skal være rolig og tålmodig, da hun kan være en mundfuld og du skal besidde en indsigt i adfærd. Der må ikke være børn i hjemmet, og hun skal i hus med have.

Chuck 

Alder: 6,5 år

Han

Schæfer 


Chuck er den mildeste og sødeste schæfer, man kan ønske sig. Han er rolig og meget kærlig. 

Chuck er vild med at gå tur og han går meget pænt i snor. Tidligere ejer har fortalt, at han kan gå fri og kommer ved kald. 

Chuck er renlig, kan være alene hjemme, er vant til at køre med i bilen og så er han vant til at ligge i møblerne. 

Han er vant til børn i alle aldre. I forhold til andre hunde oplyser tidligere ejer, at han er ok med store hunde. Små hunde bryder han sig absolut ikke om. Når han er i snor og ser en anden hund trækker han hårdt til og vil meget gerne beskytte sin fører. Vi forventer at ny ejer formår at træne dette, så Chuck føler sig tryg ved, at føreren har styr over situationen og at han ikke behøver at være overbeskyttende.

Da Chuck har en stor pels med meget underuld, skal man være indstillet på pelspleje. 

Drømme-scenariet er, at Chuck kommer på landet, hvor der er masser af plads til en stor hund som ham. Ellers skal han som minimum i hus med have.

Foxy

3,5 år

Tæve

Tysk Jagtterrier

 

Foxy er en rigtig sød og charmerende lille hund. Hun er virkelig nem og fuld af kærlighed. Foxy er vant til børn i alderen 3-5 år. Foxy er renlig, kan være alene hjemme en hel arbejdsdag og er god til at køre med i bilen. Foxy kan ikke lide andre hunde, især ikke tæver. Hun kan med nogle hanner, men vil meget gerne bestemme. Foxy er vant til at ligge i møblerne og er generelt en rigtig puttehund. Hun kan finde på at bide bamser i stykker, ellers ødelægger hun ingenting. Foxy jagter alt, der jagtes kan. Dvs. katte, fasaner, rotter, mus, høns osv., men kan ikke bruges til jagt, da hun er skudræd. Vi ser meget gerne at Foxy kommer i hus med indhegnet have, da hund er en aktiv hund.

Alvin

7 år

Han – kastreret

3,5 kg.

Shih-tzu

 

Alvin er en rigtig sød lille hund. Han er en rigtig puttehund, men nyder også at være ude. Alvin kan være lidt reserveret overfor nye mennesker, men viser rimelig hurtigt interesse. Han er vant til andre hunde og nyder at være sammen med andre, så længe de er små og ikke for livlige. Alvin mistede for 9 mdr. siden sin ”storebror”, som han har gået sammen med siden han var hvalp. Herefter har Alvin haft alvorlig seperationsangst og har på ingen måde kunne være alene hjemme. Her hos os er han ok med at være i sin boks og det er helt sikkert fordi han har de andre hunde omkring sig. Derfor søger vi et hjem til Alvin med en anden lille og rolig hund, hvor han kan nyde sit otium. Hvis Alvin skal lære at være alene hjemme, skal der afsættes meget god tid til dette og ny ejer skal være indstillet på, at det måske aldrig bliver helt godt. Vi er dog ret sikre på at Alvin sammen med en anden hund godt kan være alene hjemme, som han kunne i tidligere hjem. Alvin skal i et hjem uden børn, da han er meget forsigtig og nemt bliver utryg ved små børn. Alvin er renlig og vant til at køre med i bilen.

Tank

6,5 mdr.

Han

Kleiner Münsterländer

 

Tank er en glad og frisk dreng. Han er stadig hvalp og har ikke lært eller set ret meget i sit korte liv. Man skal derfor være indstillet på, at opdrage en hvalp samt vise Tank vejen frem i livet.

Da Tank kom ind til os, var han en meget usikker og reserveret hund. Han har udviklet sig meget og nyder kontakt. Vi træner dagligt med Tank og han er fantastisk trænbar og vil gøre alt for en godbid. Man vil få en rigtig god træningsmakker, hvis man som minimum har sat sig ind i racen og ved hvad det indebærer at have en hund som Tank. Han gearer hurtigt op og stresser nemt. Det er derfor ligeså vigtigt at lære Tank at være i ro. Vi forventer at ny ejer vil gå til træning med Tank. Hvis man presser Tank ud over hans grænser, har han ikke meget selvkontrol og markerer hurtigt. Dette skal man respektere og være villig til at arbejde sig langsomt frem i at gøre Tank tryg.

Tank er god til børn og har boet med børn i alderen 8-14 år. Han er vant til at køre med i bilen samt bus og tog. Tank er renlig og kan være alene hjemme. Dette skal man dog nok forvente at træne igen, da han jo er så ung. Tank kan godt lide andre hunde så længe de ikke er for voldsomme mod ham.

Tank skal ikke i hjem med kat, da han ifølge tidligere ejer vil jagte dem.

Tank skal i hus  med have – meget gerne på landet med masser af plads.

Palle

5 år

Han – kastreret

Fransk Bulldog

 

Palle er en skøn fransk bulldog dreng. Han er typisk fransk bulldog – en rigtig bulldozer og et ”snorketræ”. Han er glad for at sove, men også glad for en god leg indimellem. Han er også dygtig til at lave tricks og synes, det er sjovt at være sammen med sine mennesker. Generelt er han bare rigtig glad for menneskekontakt. Palle er født døv og han skal derfor guides med håndtegn, hvilket på ingen måde er et problem. Palle skal i et roligt hjem uden børn og andre dyr. Han stresser enormt nemt ved for mange ydre påvirkninger. Han kan godt finde på at stresstisse lidt når han møder nye mennesker og bliver glad. Palle er overvægtig og er på slankediæt hvilket han skal fortsætte med. Palle er god til at køre med i bilen og er vant til at sidde i sele. Han er renlig og kan være alene hjemme en normal arbejdsdag.



Sunny

5 år

Han – kastreret

5 kg.

Bichon Havanais

 

Sunny er den skønneste lille hund når først man kommer ind på livet af ham. Han er meget skeptisk overfor fremmede og skal have tid til at tø op. Når du har vundet hans hjerte, er han utrolig kærlig, legesyg og glad. Han er glad for kontakt med de mennesker han kender og er tryg ved, og han er en rigtig hyggehund. Han er også meget glad for sine gåturer i snor. Han er renlig og kan være alene hjemme en normal arbejdsdag. Han er vant til at være i bryggers når han er alene hjemme. Sunny er ikke vant til andre hunde eller andre dyr. Han er heller ikke vant til at køre i bil og giver gerne udtryk for sin utilfredshed. Sunnys udfordring er børn. Han er nervøst anlagt og børn stresser ham enormt meget. Han skal derfor heller ikke ud til børn, da han kan finde på at lave udfald overfor børn. Vi ønsker at Sunny kommer i et roligt hjem, hvor der hverken er børn, børnebørn eller andre dyr.

Pluto

Alder:  3 år

Han

Boxer

 

Pluto er en super dejlig dreng, som savner et nyt hjem. Vi ved desværre ikke en masse om ham, udover at han er renlig og dygtig til at køre med i bilen. Herude hos os elsker han at være ude, men deltager gerne i det i vi nu foretager os.

Pluto trækker noget i snoren, når man er på tur. Det er selvfølgelig noget vi træner, men også noget ny ejer skal kunne håndtere (og fortsætte træning med). Vi ved desværre ikke om han kan være alene hjemme, men herude ligger han sig til at sove, når vi går. Derfor må der påregnes noget træning i forhold til alene hjemme.

Vi ønsker for Pluto et hjem, hvor der er indhegnet have, samt en familie, der er aktiv.

Alvin

7 år

Han – kastreret

3,5 kg.

Shih-tzu

 

Alvin er kommet tilbage til os, da han ikke kunne med kattene i den nye familie. Vi søger derfor et nyt og kærligt hjem til Alvin. Alvin er en rigtig sød lille hund. Han er en rigtig puttehund, men nyder også at være ude. Alvin kan være lidt reserveret overfor nye mennesker, men viser rimelig hurtigt interesse. Han er vant til andre hunde og nyder at være sammen med andre, så længe de er små og ikke for livlige. Alvin mistede for 9 mdr. siden sin ”storebror”, som han har gået sammen med siden han var hvalp. Herefter har Alvin haft alvorlig seperationsangst og har på ingen måde kunne være alene hjemme. Her hos os er han ok med at være i sin boks og det er helt sikkert fordi han har de andre hunde omkring sig. Derfor søger vi et hjem til Alvin med en anden lille og rolig hund, hvor han kan nyde sit otium. Hvis Alvin skal lære at være alene hjemme, skal der afsættes meget god tid til dette og ny ejer skal være indstillet på, at det måske aldrig bliver helt godt. Vi er dog ret sikre på at Alvin sammen med en anden hund godt kan være alene hjemme, som han kunne i tidligere hjem. Alvin skal i et hjem uden børn, da han er meget forsigtig og nemt bliver utryg ved små børn. Der må heller ikke være katte i Alvins nye hjem. Alvin er renlig og vant til at køre med i bilen.

Råhøj 40, 9240 Nibe - 98341233 - ddv@danskdyrevaern.dk